Konflikthåndtering

Vi arbejder med at begrænse antallet af konflikter. Det gør vi blandt andet ved at forberede børnene godt på deres hverdag og lytte til deres synspunkter og forståelser. Samtidig er vi klar over, at der vil opstå konflikter med de børn og unge, der er anbragt hos os. Og også, at udvikling blandt andet sker gennem konflikter.

Vi lytter til den enkeltes behov og sigter mod at stille de krav, som børnene kan honorere. Vi arbejder med afsæt i KRAP ud fra fokus på krav-ressource vægtskålen. Når konflikterne opstår, er vi rolige, tydelige og arbejder aktivt med ikke at optrappe konflikter. Vi skaber mulighed for at børnene kan trække sig og giver dem ro til at falde ned, inden vi sammen prøver at finde nye strategier og handlemuligheder.

For at støtte barnet til at handle anderledes, ser vi fremad og finder sammen med barnet eller børnene ud af, hvordan en lignende situation kan undgås en anden gang. Den pædagogiske indgangsvinkel på Dalen er at have fokus på barnets kognition og handle anerkendende med afsæt i barnets ressourcer.

I vores indsats går vi meget langt for at undgå brug af magtanvendelse.

På vores pædagogiske møder og på faglige teammøder gennemgår vi konkrete konflikter og forholder os til, hvordan vi evt. kan handle anderledes for at barnet ikke kommer i flere konflikter.